Kursus i frit maskinbroderi
Lær frit maskinbroderi – og få styr på basisteknikkerne
Lær at lave frit maskinbroderi på din helt almindelige symaskine.
Det er ikke en computer, men dig der afgør, hvor hvert enkelt sting skal ligge på stoffet.
Det giver frihed til at skabe kreative og personlige udtryk.
På kurset lærer du,
- hvordan du indstiller din symaskine, så du kan brodere frit.
- hvilke tråde du kan bruge i symaskinen.
- hvordan du kan udnyttet vandopløselig plast (Avalon Ultra) til broderier, der ellers ville være umulige at sy på symaskinen.
- de 3 grundlæggende teknikker, du kommer til at anvende igen og igen i dine broderier fremover.
De tre grundlæggende teknikker du lærer
Tasken på billedet viser eksempler på de forskellige teknikker.
De små blomster er et eksempel på, hvordan du kan brodere frit på stoffet.
Du lærer at sy i meget tynde stoffer, der ellers er svære at styre i symaskinen.
Det fine net er broderet med den anden teknik du lærer.
Her lærer du at skabe broderier i ren sytråd. De kan bruges som blonder, påsætninger og meget mere.
Den sidste teknik er collagebroderi. Den kaldes også for sandwich teknik og benyttes til at lave en stofcollage af forskellige stoffer. Stofcollager kan du anvende som et nyt tekstil, til baggrunde for broderede motiver og billeder.
Tilsammen giver de tre teknikker dig en god basis at arbejde videre ud fra.
Kender du allerede teknikkerne i forvejen, men vil du gerne have inspiration og vejledning til nye og større projekter.
Så er kurset også for dig.
Mulighederne er mange. Det kan f.eks. være til accessories, boligting eller dekoration af tøj.
Da holdene er små, er der tid og plads til at tage individuelle hensyn, så du bliver udfordret i din kreative udvikling.
Lidt om det praktiske
Materialer du med stor sandsynlighed får brug for til frit maskinbroderi
- stof – og evt. garnrester i forskellige kvaliteter og farver,
- forskellige farver sytråd,
- forsvindingsplast (Avalon Ultra)
- samt almindelige syredskaber.
Det er nødvendigt, at du kan medbringe din egen symaskine, da det ikke er muligt at låne en.
Din symaskine skal kunne slå transportøren fra og du skal have en stoppe- eller broderitrykfod.
Du er velkommen til at ringe til mig, hvis du er i tvivl.
Du får tilsendt en mere udførlig pakkeliste før kursusstart.
Kursusprisen er inklusiv kopimateriale, samt kaffe/te og småkager.
Forudsætninger
Kurset kræver ingen forudsætninger. Det henvender sig både til dig der er ny og dig som er mere øvet.
Mulighed for overnatning
Kommer du langvejs fra kan du tilkøbe overnatning hos Tekstilmagi, når du bestiller kurset.
Der er mulighed for at booke overnatning i enten et enkeltværelse eller et delt dobbeltværelse (Der er naturligvis enkeltsenge på et delt dobbeltværelse).
Der er også mulighed for at tilkøbe morgenmadstallerken.
Overnatning på vores værelser er inklusiv sengelinned og håndklæde, samt fri adgang til kaffe og te i det lille køkken.
Derudover har du adgang til værkstedet hele tiden under dit ophold.
Du skal være opmærksom på, at der er et begrænset antal værelser. Så vent ikke for længe med tilmeldingen.
Har du nogle spørgsmål til kurset, er du velkommen til at ringe til mig på 22251188.