Tekstilfarver

Tekstilfarver

Tekstilfarver til dig, der farver selv

Kast dig sikkert ud i at farve tekstiler derhjemme, giv dine materialer nyt liv og skab noget helt unikt. Det handler om at finde den rette farve, der passer perfekt til dit stof, og det udtryk, du ønsker at få frem.

Tekstilfarver reagerer forskelligt afhængigt af stoffets fibre og overflade. Nogle trænger dybt ind, andre lægger sig smukt på overfladen, og nogle kommer til live i sollys.

Her på siden finder du information, der gør det nemmere at vælge en tekstilfarve, der passer til din teknik og det stof, du har mellem hænderne.

Det gælder for eksempel

  • Hvordan farven opfører sig i stoffets fibre
  • Hvilke materialer den egner sig til, såsom bomuld eller hør
  • Hvordan du forbereder og efterbehandler stoffet, så farven binder sig og holder
  • Hvilke teknikker farven spiller sammen med, f.eks. batik, stencil eller sunprint

Hos Tekstilmagi finder du tekstilfarver, der egner sig til både indfarvning og tryk, sammen med de hjælpestoffer og farveredskaber, du har brug for, når du gerne vil arbejde grundigt og nysgerrigt med dine egne teknikker.

Forstå forskellen på de mest brugte farvetyper

Tekstilfarver virker på forskellige måder, alt efter hvordan de er sammensat, og hvilket materiale du arbejder med. Nogle farver binder sig kemisk til fibrene, andre bliver siddende i overfladen, mens nogle aktiveres med lys.

Når du først kender forskellen på reaktive farver, pigmentfarver og UV-farver, er det lettere at vælge den metode, der passer til både stof og teknik.

Reaktive farver

Reaktive farver trænger helt ind i stoffets fibre og bliver en del af materialet i stedet for at lægge sig ovenpå. De giver et levende og holdbart udtryk.

En farvetype som Procion MX er skabt til at arbejde med tekstiler lavet af plantefibre som bomuld, hør og viskose. Den er let at gå til og hele processen kan foregå i stuetemperatur med vand, natriumkarbonat (soda) og lidt tid uden behov for særligt udstyr. Procion MX giver dig frihed til at udforske mange forskellige teknikker, hvad end det er klassisk indfarvning og batik, shibori, påmaling eller sprinkle dyeing, alt efter hvordan du ønsker at arbejde med stoffet.

Acid Dyes (syrefarver) er det oplagte valg, når du arbejder med animalske fibre som uld, silke og alpaka. De reagerer med proteinerne i fibrene og skaber levende og klare farver med masser af dybde. Indfarvningen sker typisk i varmt vand med en mild syre som eddikesyre eller citronsyre. Processen er enkel og kræver kun en gryde og en varmekilde. Acid Dyes kan bruges til at eksperimentere med kreative teknikker som dip dye, space dyeing eller speckling, alt efter hvilket udtryk du er ude efter.

Pigmentfarver med binder

Pigmentfarver lægger sig på stoffets overflade i stedet for at trænge ind i fibrene. Det gør dem særlig velegnede til tryk og mønstre, hvor farven skal fremstå tydeligt, især på mørke tekstiler, hvor der er brug for et dækkende og jævnt lag.

For at pigmentfarven kan fæstne sig, blander du den med en binder, f.eks. Printperfekt LAC 110.
Binderen fungerer som et limlignende middel og hjælper pigmentet med at sætte sig fast på stoffet under tørring og varme.

Sammen med Colormatch pigmentfarver får du en rolig arbejdsproces og et præcist udtryk, hvor farven bliver siddende der, hvor du har lagt den, uanset om du arbejder med rammetryk, bloktryk, stencils eller frihånd.

UV-farver til soltryk

UV-farver, som f.eks. Solarfast Dye, fremkaldes med lys. Farven påføres stoffet eller papiret, og med skabeloner, negativer eller genstande kan du skabe motiver og mønstre, mens materialet ligger i direkte sollys.

Når farven har fået nok lys, vasker du dit print. Udvaskningen fjerner den farve, der ikke er blevet aktiveret af lyset, og lader de lyse områder træde smukt og tydeligt frem. Vi anbefaler at bruge Solarfast Wash, som hjælper med at holde dit print klart og modvirker, at farven smitter af.

UV-farver egner sig til

  • Bomuld
  • Hør
  • Silke
  • Papir
  • Træ

De passer især godt til lege med lys og skygge, hvor motivet udvikler sig i takt med, at farven påvirkes af sollyset.

Sådan vælger og forbereder du tekstiler til farvning

Vælg først det rette tekstil at arbejde på, og lad derefter farven gøre sit flotte arbejde. Fibrene, vævningen og overfladen har stor betydning for, hvordan farven sætter sig, og hvordan det færdige resultat kommer til at se ud.

Find ud af, hvilke tekstiler der egner sig til farvning, og hvordan du forbereder dem, så farven binder sig uden problemer og giver dig et skønt resultat.

Hvilke tekstiler egner sig til farvning?

Tekstiler som bomuld, hør, hamp og viskose egner sig især til farvning, da de alle tager rigtig godt imod farven og giver et klart, jævnt og flot resultat.

Du kan også sagtens farve silke, men det kræver mere opmærksomhed, da resultatet afhænger af den specifikke farvetype og den teknik, du vælger at bruge.

Stoffets struktur spiller også en vigtig rolle for, hvordan farven sætter sig. Et tætvævet lærred kan tage farve anderledes end et grovere eller løsere vævet tekstil. Og selv inden for samme fiber kan overfladebehandling og tidligere vask ændre, hvordan farven binder sig.

Forbehandling før farvning

Forbehandl stoffet godt og grundigt, før du kaster dig ud i farvningen. Start med at vaske tøjet uden skyllemiddel, så du får fjernet eventuelle rester af stivelse, snavs eller andre belægninger, der kan forhindre farven i at binde sig ordentligt til fibrene.

Til nogle farveteknikker er det også en stor fordel at fugte stoffet let inden farvningen. Det giver farven bedre mulighed for at fordele sig jævn. Det er især smart, når du arbejder med batik, sprinkle dyeing eller påmaling, hvor den fugtige overflade gør det lettere at styre farvens bevægelse og skabe det udtryk, du ønsker.

I andre tilfælde skal du forbehandle stoffet for, at farven binder sig til stoffets fibre. Det gælder for eksempel ved brug af reaktive farver, som Procion MX, hvor du skal forbehandle med natriumkarbonat før farvningen. Det hjælper den med at binde sig til fibrene holder til både vask og brug.

Når stoffet er godt forberedt, bliver farvningen både nemmere og sjovere. Det giver dig ro til at eksperimentere og den store glæde ved at skabe noget personligt.

Teknikker du kan bruge dine farver til

Tekstilfarver lægger op til mange forskellige måder at arbejde på. Du kan dyppe stoffet i farve og skabe bløde overgange med folder og snoninger, trykke mønstre med stempler og skabeloner eller male direkte med pensel. Der findes også teknikker, hvor lys og skygge former motivet for dig.

Her får du et indblik i nogle af de mest populære metoder, og hvordan du kan bruge dem alt efter den farve og det materiale, du arbejder med.

Indfarvning, batik, shibori og isfarvning

Når du arbejder med farvebad, kan du enten farve stoffet helt ensfarvet eller bruge teknikker som batik og shibori, hvor du folder, snor eller binder stoffet med elastikker. Det skaber levende mønstre og uforudsigelige overgange, hvor farven fordeler sig ujævnt med vilje. Farven optages forskelligt alt efter, hvor tæt stoffet er bundet, og det giver spil og bevægelse i det færdige resultat.

Isfarvning fungerer lidt anderledes: her lægger du isterninger oven på stoffet og drysser tør farve henover. Når isen smelter og trækker farven med sig, danner det flotte, flydende strukturer, som aldrig bliver helt ens to gange.

Reaktive farver er velegnede til alle disse metoder, fordi de trænger ind i fibrene og sætter sig med stor dybde.

Rammetryk, bloktryk og stencils

Fælles for rammetryk, bloktryk og stencils er, at du har brug for en farve, der bliver liggende præcist der, hvor du har påført den, uden at flyde ud.

  • Rammetryk: Du bruger en trykramme med et fastspændt motiv, ofte lavet med en form for stencil. Du kan også lave et fotofremkaldt motiv på rammen eller tegne en blokering direkte på vævet i rammen. Farven presser du gennem vævet med en rakel, så mønsteret overføres præcist. Det er en teknik, der både giver mulighed for detaljerede motiver og gentagne mønstre, som er gode til alt fra T-shirts til
    tekstilbaner.
  • Bloktryk: Her arbejder du med udskårne trykblokke eller stempler, ofte lavet i træ, som trykkes manuelt på stoffet. De kan bære alverdens motiver, alt fra søde dyr og planter til grafiske former som spiraler og snefnug, som trykkes ét ad gangen med rolige bevægelser.
  • Stencils: Læg en stencil på udvalgte områder af stoffet. Påfør farve gennem den udskårne skabelon. Du kan bruge pensel, svamp eller rulle, og teknikken gør det let at arbejde med både enkle former og sammensatte mønstre, særligt på flade tekstiler som muleposer, duge og metervarer.

Pigmentfarver med binder egner sig særligt godt, fordi de lægger sig som et dækkende lag oven på tekstilet og fæstner sig under tørring og varme. Det gør dem perfekte til at skabe fine mønstre, skarpe detaljer og gentagne aftryk, i særdeleshed på sorte og andre mørke tekstiler, hvor andre farver nemt ville forsvinde i baggrunden på grund af tekstilets farve. 

Det er også muligt at trykke med reaktive farver på stof. Det kræver blot, at farven blandes med en fortykkelse. Du kan lære mere om teknikken på vores kursus ”Farvning af garn og stof”.

Direkte penselarbejde og sunprint

Reaktive farver tillader dig at male direkte på stoffet med en pensel. Det er en fantastisk måde at skabe frihåndsmotiver, hvor farverne flyder ind i hinanden. Farven trænger dybt ind i fibrene og følger penslens bevægelse, så du både kan arbejde præcist og give plads til spontane, kunstneriske udtryk.

Vil du i stedet udforske mere eksperimenterende veje med lys og skygge, kan du vælge UV-farver. Du påfører farven på stof eller papir og eksponerer det i sollys, mens du dækker dele med skabeloner, negativer eller genstande. Efter vask fremstår motivet tydeligt, formet af det billede og den struktur, du har arbejdet med.

Efterbehandling og holdbarhed

En god efterbehandling er med til, at farven sætter sig ordentligt fast og holder sig på stoffet i lang tid. Det handler både om at hjælpe farven med at binde sig permanent til fibrene og om at vaske overskydende farve væk, så den ikke smitter af eller ændrer sig uønsket over tid. 

Fiksering af farven

Hvis farven skal holde til både lys, brug og vask, skal den først binde sig ordentligt til stoffets fibre. Det kaldes fiksering og er en vigtig del af farveprocessen, som gør farven stabil og langtidsholdbar.

Hvordan fikseringen foregår, afhænger af den farvetype, du har valgt:

  • Reaktive farver binder sig kemisk til fibrene og trænger ind i tekstilet. Den aktive forbindelse, der bruges til at fiksere farven, afhænger af farvetypen og materialet, du arbejder med. Til plantefibre som bomuld bruges typisk Procion MX i kombination med natriumkarbonat (soda), mens uld og silke farves med Acid Dye og en mild syre som husholdningseddike eller citronsyre. I begge tilfælde er det den kemiske reaktion, der sker i løbet af farveprocessen og får farven til at binde sig til materialet.
  • Pigmentfarver fikseres mekanisk, når binderen tørrer og efterfølgende udsættes for varme. Det forsegler farven på stoffets overflade.
  • UV-farver reagerer direkte med lys under eksponering. Motivet dannes, mens materialet ligger i solen og farven fikseres, når lyset rammer farven. Det betyder, at den fikserede farve fremstår mørk efter eksponering og de afdækkede områder forbliver lyse.

Udvaskning og pleje

Efter farven er fikseret, er det vigtigt at vaske overskudsfarven ud. Det sikrer, at dit stof bevarer sit smukke udtryk og ikke smitter af. Dette er især vigtigt ved reaktive farver, hvor uforbundet farve ellers kan lægge sig i folder og skabe uønskede misfarvninger ved senere vask.

Til UV-farver anbefaler vi et særligt vaskemiddel, f.eks. Solarfast Wash. Det er designet til at sikre, at de lyse områder forbliver klare og lyse efter eksponeringen. Til reaktive farver er Arbyl F sæbe helt perfekt, da den er neutral og uden blegemiddel. Den renser tekstilet nænsomt og forbedre farvens vaskeægthed.

Med en god afslutning på dit farveprojekt holder farverne sig klare og fine, selv efter mange ganges brug.

Klar til dit næste farveprojekt?

Du har fået overblik over farver, materialer og teknikker. Du ved, hvad der sker i stoffet, når farven sætter sig, og hvordan du får et resultat, der holder både i vask og i udtryk. Nu er det tid til at tage det næste skridt og lade idéerne folde sig ud i praksis.

Og for at sætte dig godt i gang med det næste farveprojekt har vi endnu mere hjælp til dig! Du kan udforske vores vejledninger, kaste dig ud i spændende kits til isfarvning, eller komme i gang med vores praktiske startpakke til sunprint. Og selvfølgelig har vi alt det tilbehør og redskaber, der gør dit arbejde nemmere og sjovere, så du kan lade kreativiteten flyde.