Dansk
Danmark DKK

Glæd dig til at lave spændende mønstre med ecoprint på papir

Det er noget helt særligt at lave ecoprint med blomster og blade. Resultatet giver dig et print, der har et akvarel lignende udtryk med et væld af fine detaljer.

Du kan trække rigtig mange farver ud af blomster og blade og over på papiret. Det hele sker i løbet af processen, hvor vi koger vores bundt af papir og blade.

 

Hvorfor lave ecoprint på papir i stedet for stof?

Det giver god mening at ecoprinte på papir, når dine færdige print skal anvendes til rene dekorative formål, som kort, billeder, covers og lignende.

Når du arbejder på papir, er størrelsen på dine print oftest overkommelige at håndtere og du kan lege med alle de mange udtryk og muligheder teknikken åbner op for.

I princippet kan du printe på alt slags papir, men noget papir tager bedre imod end andet. Derfor er det også en væsentlig del af kurset at afprøve forskellige typer papir.

En anden god ting ved at ecoprinte på papir er, at det noget nemmere at arbejde med blomster og blade, der ikke vil give blivende resultater på stof. For med papir behøver vi ikke tænke på, at det skal kunne vaskes efterfølgende og det giver dig en vis frihed i dit valg af planter.

Du får en guide med hjem, der letter dit valg af blomster og blade, så du er sikker på fine farver.

 

Det lærer du på kurset Ecoprint på papir

På dette introduktionskursus til ecoprint på papir lærer du de basale teknikker at kende.

Det er blandt andet -

  • Hvilke blomster og blade du kan bruge. 
  • Hvilke papirer, der egner sig til ecoprint.
  • Hvordan du forbehandler papiret, så det tager imod farven fra blade og blomster.
  • Hvordan du fikserer farven.
  • Hvordan du får skarpe print.
  • Ideer til hvordan det færdige papir kan anvendes.

 

Så meget kan du nå at ecoprinte på kurset

Du kan nå en del på kurset, for alt er gjort klar til du kommer og gryden er i kog.

Efter en kort introduktion er du hurtigt i gang.

Det er realistisk at nå mellem 4 og 8 papirer i A4-størrelse, strimler eller andre formater.

Papirerne skal koge i gryden i noget tid, for at farven sætter sig i papiret.

Det giver os tid til at afrunde og samle op på alle de spændende print, der kommer op af gryden.  

Du skal tilmelde dig det her kursus, hvis du gerne vil have en forståelse af, hvordan dit valg af papir, blade og blandingen af din bejdse påvirker dine ecoprint.

Når du kommer hjem, er det nemt for dig at lave flere ecoprint. Med en gammel gryde og et kogeblus kommer du langt.

Og jeg er sikker på, at næste gang du har en buket stående på bordet, får du meget mere glæde af den. For lige inden den falder, kan du sagtens bruge blomsterne til nye ecoprint på papir og skabe flere unikke mønstre.



Lidt om det praktiske

Kurset er fra 10-15.

Det foregår i Tekstilmagis værksted.

Kursusprisen er inklusiv et kompendium med opskrift og vejledning og enkelte nødvendige materialer. Du får også et sæt papirer i forskellige kvaliteter til at printe på.

Undervejs serveres der kaffe, te og vand.

Du får tilsendt en pakkeliste før kursus start, så du ved, hvad du skal have med. 

Det vigtigste er blomster og blade fra din egen have eller nærområde.

Du kan også vælge at medbringe dit eget papir, så du kan afprøve det på kurset. Desuden er der mulighed for at tilkøbe ekstra akvarelpapir på kurset i en kvalitet jeg ved egner sig godt til ecoprint.

På dette kursus i ecoprint på papir er der et maksimum antal deltagere på 8.


Forudsætninger

Kurset kræver ingen forudsætninger. Det henvender sig både til dig der er ny og dig som er mere øvet.

Har du nogle spørgsmål til kurset, er du velkommen til at ringe til mig på 22251188.

Generel information om kurserne hos Tekstilmagi

Lidt om det praktiske

Alle vores kurser foregår hos Tekstilmagi - enten i kursus-lokalet eller trykværkstedet.

På Tekstilmagis kurser går lysten til at arbejde med tekstiler, kreativt mod, teknikker og højt fagligt niveau hånd i hånd.

Det er seriøse kurser for dig, der gerne vil i gang med en ny teknik eller blive dygtigere og udvikle din viden indenfor enten broderi, filtning eller tekstiltryk.

Holdstørrelsen er fastsat efter, at der er tid og plads til, at alle deltagere bliver mødt på deres niveau. Undervisningen tilpasses individuelt til dig, så du bygger oven på den viden og de erfaringer, du kommer med. Det er derfor, det er muligt for både nybegyndere og øvede at deltage på samme kursus og de enkelte kurser ikke er inddelt efter niveau. Du kan være sikker på, at du bliver udfordret indenfor kurset ramme.

Vi ved, at du lærer bedst, når du har det godt. Derfor har vi indrettet undervisningslokalet med god plads, hæve/sænkeborde og gode kontorstole.
Det betyder, at du kan indrette arbejdspladsen, så den passer bedst muligt til dig.

Der er også plads til at spise frokosten og tage en lille pause i det hyggelige tekøkken uden du behøver at rydde dit bord først. Og er vejret godt kan du også tage plads i den hyggelige gårdhave.

Det er med i prisen

Kursusprisen er inklusiv et kompendium med opskrifter og vejledning.

Hvis der er materialer inkluderet i prisen, står det i selve kursusbeskrivelsen.

I løbet af kurset bliver der serveret kaffe, te, samt frugt eller snack.

Det skal du huske at have med på kurset

En uge før kursusstart får du tilsendt en pakkeliste, så du ved, hvad du skal have med. 

Men bare rolig, du kommer ikke til at stå og mangle materialer, for du kan altid købe det, du skal bruge undervejs på kurset.

Uden mad og drikke duer helten ikke og du skal selv sørge for frokost og andre drikkevare end kaffe, te og vand.

Der er både service og køleskab i det lille tekøkken, så din mad holder sig frisk.

Forudsætninger

Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage på Tekstilmagis kurser.

Holdstørrelsen gør det muligt, at I der deltager, kan have forskelligt
udgangspunkt og erfaringer.

På enkelte kurser er det dog praktisk at have forhåndskendskab til nogle teknikker, inden du deltager på kurset. Er det tilfældet, står det nævnt i
beskrivelsen til det enkelte kursus.

Er du i tvivl om, hvilket kursus du får mest ud af at tilmelde dig først, er
du altid velkommen til at ringe til mig på 22251188.

Hvad sker der, hvis et kursus aflyses

Skulle det ske, at kurset bliver aflyst på grund af for få tilmeldinger, får du besked en uge før kursusstart. (Ved aflysning fra Tekstilmagis side får du selvfølgelig det fulde beløb refunderet)

Det er mig - Birgitte Bruun Rasmussen -, der underviser på kurserne og jeg glæder mig til at byde dig velkommen hos Tekstilmagi.